Et alsidigt originalt værktøj
Kniven
Kniven er uden tvivl menneskets største opfindelse (selv om man må indrømme, at hjulet måske heller ikke har været ubetydelig, for ikke at nævne måneraketten og den spiseklare pizza). Det er værktøjet par excellence og har været med os i over to og en halv million år, herunder de enkleste skærende redskaber af sten. Arkæologer har allerede ved hjælp af tidlige fund kunnet bevise, at den grundlæggende idé om en klinge, der er hugget ud af sten, hurtigt blev udbredt til mange gennemtænkte varianter: til at skære, til at skrabe, til at hugge eller til at slå på det materiale, der skal bearbejdes. Håndøksen var det første multifunktionelle værktøj, og en kniv var afgørende for de tidlige menneskers overlevelse. Den berømte Ötzi bar naturligvis også en sådan med sig (en dolk med flintblad og et håndtag af asketræ).
Ötzis økseblad var endda lavet af kobber, og i årtusinderne efter Ötzis død kan metallurgiens historie følges skridt for skridt, ledsaget af utallige knivformer og specialløsninger, der er designet til formålet. Knivens civilisatoriske "værdighed" er derfor imponerende, og den er stadig et elementært, målrettet redskab. Så det er en perfekt gave. Især hvis det viser sig at være en oplyst ånd, for der findes gaver, som overtroiske mennesker anser for farlige. Sko er blandt dem (som den givne partner snart truer med at løbe væk med), perlekæder ligeledes (for hver perle, der gives, siger de, flyder der en tåre).
Tricks: hvordan man alligevel giver knive og udvekslinger væk
Folkekundskaben har fundet på små tricks til andre ting: En pung, der gives som gave, må f.eks. under ingen omstændigheder være tom, for så risikerer den at forblive tom. Den er derfor "fyldt" med en lille mønt. Og det er sværest med knive. De må ikke engang afsløre sig selv som en gave, da venskabet ellers angiveligt ville blive ødelagt. Det trick, som eksperter på området anbefaler, er at bede modtageren om en øre. For så tæller det som et køb. Man bør se bort fra alt dette.
F.eks. ved at påpege, at en rituel gave af en kniv i nogle regioner markerer den alder, hvor man overhovedet får lov til at eje og bære en kniv - og dermed den gradvise overgang til voksenalderen. Eller med den antydning, der følger af ovenstående, at den bestilte kan betragte den mindre som en simpel "kniv", men snarere som et meget differentieret specialværktøj blandt utallige regionale, funktionelle og metallurgiske varianter, der passer til ham eller hende (som kok, som jæger, som sømand, som æstetiker, som have- eller skægbesidder ...). Og som et ledsagende civilisationsredskab, der stadig er uundværligt i vildmarken såvel som i hulen (selv i huler med indbygget køkken).
