Papirsakser i dette format, med en officiel længde på 31,5 centimeter (12,4 tommer), hører til de sjældnere eksemplarer. Er de desuden, som den her tilbudte, fremstillet af sænkesmedet, fint slebet og brunet kulstofstål, hører de næsten til de eksotiske, da der som regel anvendes (rustfrit) rustfrit stål til sakser. Kulstofstål har dog to væsentlige fordele. For det første har saks af kulstofstål en meget høj skærekraft, og for det andet forbliver de skarpe i lang tid. Denne skærekraft skyldes en materialebetinget selvslibende effekt: Ved hvert snit finder der en minimal materialefjernelse (en mikroerosion) sted, og klingen slides jævnt, men bevarer sin skarpe slibevinkel. Ved knive er dette endnu mere udtalt, men det er også en fordel ved papirsakser.

I overensstemmelse med deres formål har vores papirsaks ekstremt lange skæreflader til særligt lange, lige snit. Den er fremragende egnet til at klippe papir, karton, stof og lignende materialer. Saksens to ben er monteret med en »skruesamling«, dvs. gevind og skrue (ikke nittet), så knivene kan justeres og – hvis det skulle blive nødvendigt – slibes af en fagmand. Et yderligere særtræk ved denne papirsaks: Den er øjeslebet. Saksøjnene, der her er lige store, slibes omhyggeligt i flere arbejdsgange til en særlig fin finish. Dermed ligger papirsaksen godt i hånden, selv ved længerevarende brug, især ved tommelfingeren og pegefingeren, som udøver det nødvendige tryk. Saksbenene (delen mellem øjet og gevindet) er såkaldte polske saksben: De er lige store og let buede og sikrer dermed god kraftoverførsel og styring – helt ud til spidsen. Ligesom en knivklinge kan også denne saks’ skær slibes op, hvilket bedst udføres af en fagmand.

Indtil 1980’erne var sakser af kulstofstål en fast del af sortimentet hos knivfabrikken Robert Herder i Solingen. Tendensen mod rustfrit stål og mod enklere og billigere produkter, der er stanset (ikke smedet) og forsynet med plastøjer, har medført, at der næsten ikke længere blev tilbudt skæreværktøjer af kulstofstål. Dette har heldigvis ændret sig igen. I køkkenet værdsætter man knive af kulstofstål meget højt, for selvom det ikke er rustfrit, kan det hærdes til en særlig høj hårdhed og slibes meget skarpt. Klinger og skær af kulstofstål er derfor mere skæreegnet og bevarer deres skarphed længere, hvilket betyder, at de holder skarpheden bedre end dem af rustfrit stål.

Skæreværktøjer af kulstofstål findes i to varianter: ubehandlet og brunet. Ved brunering indbrændes overfladen med linolie, hvilket beskytter den (dog kun i begrænset omfang) mod rust og giver den den sorte farve. I modsætning til andre metoder påføres der her ikke et ekstra lag, men udelukkende ændres stålets overflade – emnets mål bevares nøjagtigt. Derudover udvikler overfladen en særlig æstetisk charme: Den er mindre homogen end f.eks. ved en PVD-belægning og har en let iriserende glans.