Mardin er det aramæiske ord for fæstning, og det er præcis, hvad byen engang var: en strategisk gunstig post højt over den mesopotamiske slette. I dag hører byen nær den syriske grænse til det sydøstlige Tyrkiet. Oprindeligt var det primært assyrere, der boede i Mardin, men snart kom mongoler, kurdere og tyrkere til og prægede bybilledet og traditionerne, som stadig omfatter sæbekogning i dag. Og da området altid har været berømt for sine pistacietræer, er det ikke overraskende, at den intenst duftende pistacieolie også blev brugt til sæbe. Olien til Mardin-sæbe kommer fra et vildtvoksende pistacietræ (Pistacia terebinthus) og er rig på umættede essentielle fedtsyrer samt lecithin, jern, magnesium og E-vitamin. Den simrer forsigtigt i tre dage ved lav temperatur (110 °C) ved hjælp af førstepresset olivenolie. I modsætning til Aleppo-sæber bevarer Mardin-sæben sin friske grønne farve, selv efter tørring og modning (orange Mardin-sæber er blot beriget med naturligt betacaroten, som giver dem deres farve).

Den ekstremt milde sæbe er også velegnet til tør og følsom hud og har altid været brugt til hår, da den ikke skader hår og hovedbund.

Zhenobya er en af de traditionelle sæbefabrikker i Aleppo og en af de meget få, der overhovedet stadig kan koge sæber. Ud over de berømte Aleppo-sæber producerer de også naturlige sæber, hvis opskrifter oprindeligt kommer fra byer i Mellemøsten, hvor sæbefremstilling har lige så lang en tradition som i Aleppo: Nablus på Vestbredden, Mardin i det sydøstlige Tyrkiet og det gamle Antiokia, nu Antakya i det sydvestlige Tyrkiet.