Rødgran (Picea abies)

Fritstående graner bliver 30 til 40 meter høje, og i tætte bevoksninger kan de endda blive op til 60 meter høje. Deres skarpe, stikkende nåle sidder på små stilke, og de hængende kogler falder ned på jorden om efteråret som "fyrrekogler". Granen blev kåret som Årets træ i 2017, fordi den hverken tåler vandmangel eller vandmætning. Den vil derfor ikke klare sig godt med de forventede klimaændringer - Tysklands mest almindelige træart kan snart blive sjælden.

Granen er hjemmehørende i Alperne og i de højere højder i de lave bjergkæder, og i Schwarzwald er den karakteristisk for hele områder. Fordi den giver et højt træudbytte, blev "skovbrugets brødtræ" i to århundreder også plantet der, hvor den ikke føler sig særlig godt tilpas: på sletterne. Her er det ikke særlig modstandsdygtigt over for storme og barkbiller. I dag plantes gran normalt sammen med bøg og fyr. Som juletræ er den dog så godt som uddød. Den er bl.a. blevet erstattet af Nordmannsgranen, som er næsten lugtfri, men har færre nåle og ikke stikker så meget.

De unge, lysegrønne skud indeholder høje koncentrationer af C-vitamin. Hvis man ønsker at indsamle dem til privat brug, f.eks. for at lave sirup af dem, skal man dog først spørge skovejeren eller skovfogeden. Ud over terpentinolie, harpiks og garvesyre indeholder bladnålene også den behageligt efter skov duftende gran-nåleolie; nålenes indhold af æterisk olie er dog kun ca. 0,2 procent. På trods af det beskedne udbytte udvindes den kommercielt i en kompliceret produktionsproces, fordi den har en velkommen virkning ved hoste og forkølelse.