Den mest berømte blyant her i landet er den "grønne", officielt kendt som Castell 9000. Den fyldte 115 år i 2020 - hvilket taler sit tydelige sprog om dens kvalitet - men den ser stadig lige så frisk og smart ud, som den gjorde i sin storhedstid. Her kommer den i en særlig version som en kort blyant til skjortelommer og penneholdere, med en påsættelig forlænger, der også fungerer som blyantbeskytter og indeholder en spidser.

"En blyant - hvis du selv skulle lave en! Forestil dig, at menneskeheden er væk: og du skulle lave en blyant!!! - Magi!" (Arno Schmidt)

Navnet er forkert: Der er ingen spor af bly i blyanten. Det var kun tilfældet med en forløber fra det 15. århundrede - Dürer tegnede f.eks. med bly/tin-legerede blyanter. Blyantens historie i ordets moderne betydning begyndte først i det 17. århundrede. Da blev de engelske grafitminer opdaget, og materialet, hvis faste struktur (grafitens gitterlag glider let af hinanden under tryk) prædestinerede det til brug i blyantminer, blev udvundet for første gang. Grafitminer savet ud af et solidt stykke var dog kostbare. Det ændrede sig først, da franskmanden Nicolas-Jacques Conté og østrigeren Joseph Hardtmuth i slutningen af 1700-tallet udviklede en metode til at fremstille grafitminer ved hjælp af keramik. De blandede grafitstøv med ler og brændte blyet i en ovn, hvorved blyets hårdhed kunne bestemmes af mængden af ler og brændingstiden. Hårdhedsgraden angives i henhold til de engelske betegnelser - og fra blød til hård - med forkortelserne B (sort), HB (hård-sort), F (fast) og H (hård), hvor B- og H-varianterne desuden differentieres med tal fra 2 til 9 (jo højere tal, jo blødere eller hårdere er blyet).