Disse klassiske, træhylstrede blyanter fra Toison d’Or ligner visuelt blyantholderen af samme navn (med varenummer 70667), som vi har haft i vores sortiment i årevis. Vi tilbyder dem i et metaletui med tolv forskellige gradueringer: 2H, H, F, HB, B, 2B, 3B, 4B, 5B, 6B, 7B og 8B. (Ud over de forskellige anvendelsesmuligheder for gradueringerne - hårdere til skrivning og skitsering, blødere til skravering - er blyanterne også velegnede til Mikado takket være navnet). Gradueringerne skabes ved at presse grafit og ler i forskellige forhold og brænde dem i forskellige tidsrum: Jo større andel grafit, jo blødere bliver blyanten, og jo mere ler den indeholder, og jo længere den brændes, jo hårdere bliver den. Der er etableret to skalaer til at betegne hårdhedsgraderne eller gradueringerne: Den europæiske skala fra H til B blev introduceret af Koh-i-Noor. Den siges at være afledt af navnet Hardtmuth (H - for hårde miner) og virksomhedens hovedkvarter i Budweis (B - for bløde miner), mens hårdhedsgrad F går tilbage til Hardtmuths fornavn Franz. Denne grad er kun lidt hårdere end HB og er derfor ret sjælden. På engelsk bruges de samme forkortelser til at angive hårdhedsgraden, men de står for forskellige begreber: H (hard), HB (hard-black), F (firm) og B (black). I begge skalaer er B- og H-varianterne desuden differentieret med tal fra 2 til 9 (jo højere tal, jo blødere eller hårdere bly).

• De mellemhårde blyanter (2H, HB/F, B og2B) er allroundere og egner sig til skitsering og skrivning.

• De hårdere blyanter (3H-6H) er gode til indledende tegninger og skitser, da linjerne er meget præcise og meget lette. Også velegnet til lette skygger eller skraveringer.

• Bløde blyanter (3B-8B) med et tykkere materiale bruges mest til at lave foreløbige skitser og til meget mørke skraveringer. De skal spidses meget ofte, fordi de er så bløde, og spidsen afrundes hurtigt og tegner brede, upræcise linjer.

Historien om den berømte blyantsproducent Koh-i-Noor går tilbage til det 18. århundrede. Koh-i-Noor blev kendt verden over på grund af Joseph Hardtmuths innovative opfindelse, som udviklede en ny proces til presning og brænding af blyantspidser i 1792 - spidserne skulle ikke længere møjsommeligt skæres ud af massiv sten. Koh-i-Noor har bevaret denne innovative evne den dag i dag.

"En blyant - hvis du selv skulle lave en! Forestil dig, at menneskeheden er væk: og du skulle lave en blyant!!! - Magi!" (Arno Schmidt)

Navnet er forkert: Der er ingen spor af bly i blyanten. Det var kun tilfældet med en forløber fra det 15. århundrede - Dürer tegnede f.eks. med bly/tin-legerede blyanter. Blyantens historie i ordets moderne betydning begyndte først i det 17. århundrede. Da blev de engelske grafitminer opdaget, og materialet, hvis faste struktur (grafitens gitterlag glider let af hinanden under tryk) prædestinerede det til brug i blyantminer, blev udvundet for første gang. Grafitminer savet ud af et solidt stykke var dog kostbare. Det ændrede sig først, da franskmanden Nicolas-Jacques Conté og østrigeren Joseph Hardtmuth i slutningen af 1700-tallet udviklede en metode til at fremstille grafitminer ved hjælp af keramik. De blandede grafitstøv med ler og brændte blyet i en ovn, hvorved blyets hårdhed kunne bestemmes af mængden af ler og brændingstiden. Hårdhedsgraden angives i henhold til de engelske betegnelser - og fra blød til hård - med forkortelserne B (sort), HB (hård-sort), F (fast) og H (hård), hvor B- og H-varianterne desuden differentieres med tal fra 2 til 9 (jo højere tal, jo blødere eller hårdere er blyet).