Gutes aus Klöstern
Benediktinerne i klosteret St. Martin i Beuron
En lille flod, eller endog en stærkere bæk, ledsager jernbanelinjen fra Sigmaringen mod vest, og dette uanseelige vandområde, som i bedste fald kan besejles i padlebåde, er den første del af den stolte og berømte Donau, den flod, der forbinder Central- og Sydøsteuropa, den europæiske flod par excellence. Den svabiske Donautal er malerisk, indbyder til vandreture og til at opleve et gammelt kulturlandskab, hvor tiden synes at have stået lidt stille. Og mens du kigger ud af vinduet i regionaltoget, stadig med det imponerende indtryk af slottet Sigmaringen for øjnene, dukker der efter nogle få kilometer en station op et sted, hvor du næppe ville have anet det: Beuron Station. Og på dette særligt fjerntliggende sted i Donau-dalen ligger et kloster, der har en helt særlig betydning i benediktinerklosterets historie: ærkeklosteret St. Et kloster med sin egen jernbanestation, for ud over det store klosterkompleks finder man kun få andre huse i denne landsby. Gamle fotografier viser, at det for 100 år siden var endnu mere ensomt, men selv målt på nutidens begreber om ensomhed og afsides beliggenhed scorer Beuron helt sikkert mellem 8 og 9 på en fiktiv skala fra 1 til 10. Et berømt kloster ved en berømt flod, det er ærkeklosteret Beuron, som klostergartnermester broder Felix med overbevisning siger, at det er et privilegium at bo der. Allerede landskabet giver ham ret, stilheden rundt omkring, de skovklædte klipper og også selve klosterbygningerne, kirken.
En lang historie indtil den nye begyndelse
Målt på den tid, som munkene allerede har boet på dette sted, har benediktinerne ikke været der så længe. Det var først i 1863, at de kunne slå sig ned i Beuron. Før det havde klosteret stået tomt i 60 år, efter at det var blevet ophævet i forbindelse med sekulariseringen i 1803. Indtil da havde augustinermunkene boet her siden det 11. århundrede, og da de på grund af tidens politik drog ud til alle fire vinde, efterlod de et komplet og funktionelt kloster med relativt unge bygninger, for først i barokken blev alt renoveret og indrettet efter tidens smag. Ikke alle klostre, der blev sekulariseret, var lige så heldige som Beuron og faldt i gode hænder. Det blev ejet af fyrst Hohenzollern-Sigmaringen, som ikke omdannede klosterlokalerne til stalde og stalde, men bevarede dem stort set i deres oprindelige form.
Og så opstod der i Beurons historie en af de fascinerende grundkonstellationer, hvor en idé eller en drøm modnes, og hvor hovedpersonerne befinder sig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. I midten af det 19. århundrede var benedictianismen næsten uddød i Tyskland. Kun i Bayern var der en forsigtig ny begyndelse, men Beuron hørte på det tidspunkt til Preussen og var stadig i en venteposition. Og det var netop i denne situation, at to munke i Rom, brødrene Maurus og Placidus Wolter fra Bonn, fik den idé at åbne for en ny tilgang til det oprindelige klosterliv. De havde allerede et forbillede: det dengang endnu unge kloster Solesmes ved Sarthe-floden, som blev genbefolket i 1833. Solesmes var også allerede 800 år gammelt og viste sig pludselig at være en af kernepunkterne i den benediktinske renæssance i Europa. Beuron skulle blive endnu en kerne. Efter at brødrene Wolter forgæves havde søgt efter klostermuligheder i deres hjemby Bonn, kom de i kontakt med prinsesse Katharina af Hohenzollern-Sigmaringen i Rom, og hun gjorde det muligt for et nyt klosterliv at begynde i Beuron i 1863, denne gang med benediktinermunke. De skulle stadig bestå en prøve i kulturkampen, og det virker næsten komisk, at nogle munke forklædt som prinsessens tjenere var i stand til at overleve denne gang på stedet. Men i sidste ende lykkedes den nye stiftelse ved Donau fra bunden og blev udgangspunktet for mange andre klostre i Tyskland, Østrig og Tjekkiet.
I traditionens tegn, i tidernes højdepunkt
Det, der skete i Beuron, lå bogstaveligt talt i luften på det tidspunkt, som socialt og politisk var præget af materialistisk tænkning, positivisme og en profan tro på fremskridt. Men det intellektuelle liv havde været i kog i nogen tid, og romantikken havde givet en forsmag på de fænomener, der skulle bryde ud i kunsten og poesien i begyndelsen af det 20. århundrede. At vende tilbage til antikken i indhold og form var lige så vigtigt som at indrette boligen som et samlet kunstværk, og det er ikke overraskende, at dette også spillede en rolle for benediktinerne. I Beuron var målet at leve klostervæsenet på en fornyet måde på et klassisk grundlag. Men de udtryksformer, der blev udviklet på en helt igennem avantgardeagtig måde, var på højde med tiden eller endda forud for den. Tilsyneladende var det netop her i den fjerntliggende dal ved Donau, at der var de ideelle betingelser for kunstens blomstring, nemlig magien og dynamikken fra en ny begyndelse.I liturgien blev den gregorianske sang, der var blevet opdaget i Solesmes, sunget, og Beuron blev således det daværende centrum for sang i Tyskland.
Og de smukke kunstarter, maleriet og guldsmedenes kunst blev dannende for Beuron - initieret af pater Desiderius Peter Lenz, der allerede havde arbejdet som billedhugger, før han kom ind i klosteret. Han var fascineret af den egyptiske kunsts strenghed og hieratiske udtryksfuldhed med dens strenge symmetri og todimensionalitet. Netop dette syntes ham velegnet til kunstnerisk at overføre munkenes hensigt med deres stræben efter strenghed og alvor til rum, billeder og genstande til liturgisk og klosterbrug. Andre kunstnere fandt vej til Beuron og blev munke, bl.a. den hollandske maler Willibrord Verkade. Beuron School of Art blev avantgarde inden for den hellige kunst med international gennemslagskraft. Kunsthistorikeren Hubert Krins, der er nuværende kurator for det fascinerende Beuron Art Archive, påpeger, at der næppe findes nogen anden moderne kunstskole, der eksisterede så længe - fra 1870 til 1930.
Tilskyndelse til lethed, seriøsitet og hengivenhed
"Sjælens atelier", denne betegnelse, der er lånt af kunsthistorikeren Timothy Verdon, passer også godt til ærkeklosteret Beuron. Der er virkelig opstået et sådant studie - både inde og ude. Ud over Beuron-kunstskolen kunne også meget andet blomstre i den åndelige og materielle kultur, især inden for teologi. Ærkeabbeden i Beuron, Tutilo Burger, er realistisk, når han siger, at kræfterne til en så forskelligartet kreativitet måske ikke længere er så store i dag med det faldende antal munke. Ikke desto mindre er Beuron langt fra et museum for sin egen historie. Der bor et stateligt kloster med en række forskellige opgaver. Teologisk og filologisk forskning foregår stadig på et højt niveau, og Beuroner Kunstverlag udgiver et af de vigtigste teologiske tidsskrifter i Tyskland, "Erbe & Auftrag". Munkenes hverdagsliv foregår i rum, der bærer spændingen mellem barokke allegorier og Beuron-symbolik i sig. Abbeden udtrykker det kort: "Fascinerende mellem barokkens kærlighed til lys og lysstyrke og den klosterlige strenghed i Beuron-stilen, der inspirerer til lethed, alvor og hengivenhed." Sidstnævnte har helt sikkert inspireret de nye grundlæggere af Beuron og kan stadig findes og vindes på dette sted i dag. Martin Erdmann
