Grundlaget for et camera obscura, forløberen for kameraet, er netop det: et "mørkt kammer", som er oversættelsen af dets navn fra latin. Princippet i denne konstruktion, som har været dokumenteret siden antikken, er forbløffende enkelt: et mørkt rum med et lille hul i den ene væg, hvorigennem lyset fra omverdenen falder på den modsatte væg i kammeret. Resultatet af sådan et pinhole-kamera er et omvendt projektionsbillede af omverdenen. Jo længere væk projektionsvæggen er fra lysåbningen, jo større, men også jo svagere bliver billedet - og jo større lysåbningen er, jo lysere, men også jo mere sløret bliver billedet i kammeret.

De første designs af et camera obscura var primært egnet til at observere meget lyse objekter som f.eks. solen på grund af denne "lysets svaghed". Men opfindelsen af den slebne glaslinse løste problemet med lysintensiteten: Placeret i eller foran lysåbningen kunne lyset fremover fokuseres og dermed også billedet. Denne konstruktion var stadig ikke optimal, da projektionen stadig var på hovedet - indtil Johann Zahn, filosof, optiker, matematiker og meget mere, i 1686 fik den idé at installere et spejl i en vinkel på 45° i forhold til den optiske akse, som reflekterede det indfaldende lys på en matteret skive. Nu kunne motivprojektionerne endda tegnes korrekt i perspektiv - et fremragende tegnehjælpemiddel, som den venetianske maler Canaletto (egentlig Bernardo Bellotto, 1722-1780) brugte til sine berømte vedute, herunder byudsigterne af Dresden, Warszawa og Wien.

Det fuldt funktionsdygtige camera obscura, som du selv kan bygge med dette sæt og dermed straks forstå og bruge, fungerer også efter dette princip. Alt, hvad du behøver, er et par timers tålmodighed, universallim (i stedet for spyt), en hobbykniv og noget finkornet sandpapir. Den illustrerede samlevejledning guider dig tydeligt gennem de enkelte byggetrin og giver dig også tips til, hvordan du bruger camera obscura.