I 1853, året for premieren på Verdis "La Traviata", skabte den berømte parfumeur Stefano Frecceri "Acqua di Genova" til kongehuset i Savoyen. Den friske og ædle duft gav sin duft til en hel æra. Den blev snart leveret til alle Europas kongehuse, blev en del af mange berømte personligheders morgentoilette og har stadig et legendarisk ry i dag. Herreduften med træ-aromatisk chypre domineres først af en topnote af syrlige, friske citrusfrugter som citron, bergamot og mandarin, før en sensuel hjertenote af neroli, sandeltræ, peber, rose og lavendel langsomt åbner sig over palisander. I bundnoten giver patchouli, sandeltræ og moskus duftkompositionen et krydret fundament.

Hvad begrebet "parfume" dækker over i dag, går tilbage til oprindelsen af menneskelig kultur og identifikation: Påkaldelsen af det guddommelige per fumum ("gennem røg") blev allerede praktiseret af de tidligste avancerede civilisationer, f.eks. egypterne for 5.000 år siden. Overgangen fra ofring til lustrationsritualer og videre til sygdomsforsvar, atmosfærisk renselse og endelig selvforherligelse var flydende lige fra begyndelsen, og derfor eksisterede og eksisterer de forskellige formål med parfumeri stadig harmonisk side om side i dag. Opfattelsen af duft er et af de mest interessante og stadig langt fra fuldt afkodede grænseområder mellem fysiologi og psykologi: En duft kan fremkalde minder fra lang tid tilbage og fundamentalt ændre stemningen i øjeblikket.

Der kommer omkring 100 nye dufte på markedet hvert år. Gamle parfumører, som ved, hvilken kompositorisk kraftpræstation det er at opfinde en på en eller anden måde genkendelig ny duft fuld af karakter, ryster på hovedet af marketingfolkenes udskejelser og forudsiger, at alle disse "spændende nye parfumer" vil have en forventet levetid som en døgnflue.